Kategoriarkiv: Familie

Alt om familien

Afsked med barnevognen

Det er nu et stykke tid siden at Johannes sidst har sovet i barnevogn. I dagplejen ligger han med én anden og sover på en madras. Og det har vi nu vænnet ham til at gøre derhjemme også.

I går blev vi kontaktet af vores genbo, der ville høre om vi snart skulle af med vores barnevogn, da de havde et venne-par der stod og manglede en. En time efter var barnevognen solgt.

Johannes kigge godt nok noget efter vognen da de trille afsted med den. “MIN BARNEVOGN!” udbrød han da de gik ud af døren. Da de var gået omkring hjørnet og han ikke længere kunne se dem, så han helt ulykkelig ud og sagde han: “Jeg var sååå glad for den…”  SUK!

Sommerhår…

I går var der store-klippedag. Agnes fik rettet sit pandehår. Johannes blev klippet kort; 3 mm i nakke og sider og normal længde i toppen. Michael fik sommerhår; Et rigtigt “Army-cut” med 3 mm i nakke og side samt 6 mm i toppen. Den nye frisure kræver lige lidt tilvænding og har allerede fået en hel del kommentarer med på vejen.

Vores nye bil…

Vi har fået ny bil. Der har igennem et stykke tid været flere i vores husstand, der har ønsket sig en mere sporty bil og det har vi ny taget konsekvensen af. Det er en rigtig fræk lille rød sag, med alt det ekstraudstyr som findes til biler i denne størrelse. Det siger næsten sig selv, at der er stor rift om at komme til at kører i den.
Johannes i Lynet

Tivoli Karolinelund

Vi har være en tur i Tivoli Karolinelund i går. Vi har efterhånden været der en hel del gange, men det var tydeligvis en meget stor oplevelse for Johannes denne gang. Han er lige nøjagtig blevet stor nok til at forstå hvor sjovt det er, at prøve de forskellige ting. Ballon-karrusellen, Pedal-helikopterne og de selvkørende veteranbiler var virkelig nogle store oplevelser for ham.

Agnes prøvede en hel masse ting. Hun kigger stadig meget interesseret på alle de “dristige” forlystelser og vil meget gerne prøve dem. Men hun er desværre stadig ikke høj nok. Måske til næste år!?!

Slutteligt skal det tilføjes at Agnes ikke græd i kålormen (det plejer hun ellers!). Johannes fik candyfloss for første gang i sit liv og det var bare et kæmpe hit. Han er bare lidt forfængelig og vil ikke have klistrede eller beskidte fingrer, men det er altså lidt svært at undgå når man spiser candyfloss.

Påskeferie 2007

Fri i 16 dage!!! Det var bare dejligt. Vi har rigtigt haft familie-kvalitetstid og brugt en masse tid sammen med børnene. Når man har fri i så mange dage, har vi benyttet lejligheden til at lave en masse af de ting som vi normalvis ikke når til dagligt.

Svømmehal: Vi har været i Haraldslund svømmehal. Agnes og Johannes elsker simpelthen bare at være i vandet. Det er fuldstændig ligemeget om det er i badekar, stranden eller svømmehallen. De er overhovedet ikke bange for vandet og plasker bare løs. De bliver først gnavne når vi slutteligt skal op af vandet. Agnes har ikke længere behov for at have korkbælte på og bruger kun vingerne når hun skal svømme. Johannes bruger stadig begge dele, da det lige kniber lidt med at nå bunden af bassinnet endnu.

Zoo: Vi har været i Aalborg Zoo. Det var en helt fantastisk dag. Vejret var bare helt perfekt. Og da vi var der på en hverdag, var der næsten ingen mennesker. Vi hyggede og og spiste vores medbragte madpakker udenfor, mens vi sad og kiggede på giraffer og zebraer. Johannes var meget lille da vi var i Zoo sidste, så det var virkelig en stor oplevelse for ham denne gang.

Cykling: Der blev naturligvis også lidt tid tilovers til et par cykelture. Både på mountainbiken og raceren. Søndag d. 8. april var Michael i Rold skov og cykle. Det var 3 grader med en smule regn/slud/sne. Søndag d. 15. april var Michael igen i Rold. Denne gang i strålende solskin og 21 grader. Tænk engang; en temperaturforskel på hele 18 grader indenfor bare én uge.

Agnes gymnastikopvisning 2007 – Eva’s fødselsdag

Lørdag d. 14. april var der afslutning af gymnastiksæsonen for Agnes. Vi var derfor til gymnastikopvisning nede i Gug-hallen. “Moster” Eva og “Farmor” Bodil var med. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag. Vi havde frygtet at Agnes måske ville blive genert og derfor ikke ville optræde, men der var slet ikke nogen problemer. Det kan naturligvis også skyldes at hendes 2 bedste veninder oppe fra børnehaven er på det samme gymnastikhold. Det var ihvertfald meget glade for at se hinanden og “fjantede” løs som kun tøser kan gøre det.

Om aftenen var vi inde til “Moster” Eva’s 42 års fødselsdag. En rigtig hyggelig aften med masser af lækker mad og is. “Olde-bedste” var også med. Det var egentligt imponerende at hun kunne komme helt op på anden sal. Winni og Verner kom også, men da var vi kørt hjem for at “putte” ungerne.

Winni 60 års fødselsdag

“Mormor” Winni har haft en fridag!!! Det er helt fantastisk og meget usædvanligt. Da hun samtidigt lige har haft 60 års fødselsdag, var vi alle blevet inviteret på “Jensens Bøfhus”. Det var en super hyggelig aften hvor vi fik en masse lækker mad. Agnes var meget imponeret af, at der var en soft-ice maskine hvor man måtte spise alt det is man kunne.

Alle er raske!!!

Det er ikke til at tro….. Vi er helt euforiske!!!

Alle i huset er raske. Ja, du læste faktisk rigtigt; ALLE!

Vi var lige ved at tro, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Og det er jo ikke helt uden grund. Siden november måned, er der hele tiden (mindst) en der har været syg. Men lige i dette øjeblik er vi altså allesammen raske, JUBII!!!

40, frisk og fyrig

40 år!!! Det lyder altså bare rigtig træls. Det er ligesom om, at der ligger noget negativt ladet i det. Jeg har dog nu haft lejlighed til, at opleve det på min egen krop og det er faktisk ikke såååå slemt. Det kræver lidt tilvænning, men så skal jeg nok lære at leve med det.

Fødselsdagen gik ikke helt som planlagt:

  • Vi var stadigvæk allesammen meget syge. Alle i huset havde feber og influenza.
  • Det havde sneet så voldsomt, at alle de inviterede gæster meldte afbud til fødselsdagen.
  • Vi havde ikke mere brød, mælk og bleer i huset. Vi måtte derfor grave os igennem adskellige kubikmeter sne for at komme fra huset og ned til indkørslen. I indkørslen alene var der yderligere omkring 10 kubikmeter, som skulle fjernes for at få bilen ud på vejen. Gravearbejdet alene varede omkring 2,5 timer. Puhaa!!!
  • Vi havde desværre også fået fygesne ind på loftet. Dette var en rigtig træls opgave, der kun kunne løses på en rigtig træls måde. Det gik der så yderligere 2,5 timer med Øv!!!

Og så var den fødselsdag slut…..

Jeg har igennem mit liv, haft masser af minderige fødselsdage. Men denne dag vil i særdeleshed blive husket.

Der skal afslutningsvis lyde en stor tak til alle dem der huskede min fødselsdag. Og samtidigt en stor tak for alle gaverne.

Syge igen…..

Lørdag d. 17. februar var jeg faktisk lige ved at skrive et indlæg til vores blog, for at bekendtgøre at vi alle (omsider) var ved godt helbred igen. Men desværre fandt jeg ikke lige tiden til at få det udført. Og godt det samme….!

Søndag d. 18. februar var Johannes blevet lidt sløj og utilpas.

Mandag d. 19. februar bliver vi kontaktet af dagplejen fordi Johannes har høj feber og øjenbetændelse. Marianne tager fri resten af dagen for at pyldre lidt om ham.

Natten mellem d. 19. og d. 20. februar begynder Agnes at hoste. Hun får høj feber og ender med at overbrække sig selv og hele sin seng.

Tirsdag d. 20. februar har begge unger 40 graders feber. Agnes er lidt svag og hviler sig i vores seng, og ender naturligvis med at overbrække hele sengen og sig selv – IGEN. Og bare lige for at sætte kronen på værket, så overbrækker hun også sin egen seng igen om aftenen.

Vi har talt med lægen og han oplyser at symptomerne tyder på, at begge unger er ramt at den meget stygge influenza der pt. er i omløb.

Det er dybt frustrerende (og samtidigt også komisk), at vi nu på tredie måned er ramt af sygdom. Der er hele tiden en der er syg. Feber, bræk, mavesmerte, diarré, hovedpine, øjenbetændelse, mellemørebetendelse, pandehulebetændelse, forkølelse, influenza, osv., osv., …………

Mon det nogensinde får en ende??? 😥