Alle indlæg af Michael

Vores nye bil…

Vi har fået ny bil. Der har igennem et stykke tid været flere i vores husstand, der har ønsket sig en mere sporty bil og det har vi ny taget konsekvensen af. Det er en rigtig fræk lille rød sag, med alt det ekstraudstyr som findes til biler i denne størrelse. Det siger næsten sig selv, at der er stor rift om at komme til at kører i den.
Johannes i Lynet

Agnes 5 års børnefødselsdag

Hele “Bisse-stuen” fra Børnehaven Solsikken var til børnefødselsdag hos Agnes i mandags. Der kom 20 børn og 3 pædagoger. Det var enormt hyggeligt og Agnes havde virkelig set frem til denne begivenhed. Agnes fik en rygsæk (gymnastikpose) i fødselsdagsgave. Alle børnene havde hver især lave en lille tegning på den (rigtig flot).

Menuen bestod af hjemmebagte boller, muffins, kagemand, pølsehorn og en kæmpe slikpose. Altsammen skyllet ned med litervis af saftevand.

Der blev leget i begge børneværelser (og i resten af huset). Og der var vist ikke ret meget legetøj som ikke var i brug. Ungerne stod selv for den efterfølgende “oprydning”.

Agnes 5 års børnefødselsdag

Agnes 5 års fødselsdag

Agnes havde fødselsdag i søndags. Hun har været meget spændt og har talt ned til dagen i de sidste 20 dage. Johannes vågnede tidligt og var frisk som en havørn (som altid). Vi var ikke lige så hurtige til at stå op af sengen, så efter et par minutter kom Agnes grædende ind i soveværelset og sagde: “Hvor bliver I af? Nu har jeg altså ventet på jer i lang tid!” Efter lidt trøst, gik vi ned på hendes værelse og pakkede fødselsdagsgaverne op.

Johannes er klar

Hun fik en masse gaver. Der var både legetøj og tøj. Og hun blev faktisk rigtig glad for altsammen. Hun legede med sine gaver hele formiddagen og om eftermiddagen kom der gæster: Morfar (Verner), Moster (Eva), Farmor (Bodil), Bedstefar (Mogens), Oldebedste og Olde. Vi fik hjemmebagte boller og kagemand.

Agnes skulle jo bestemme hvad vi skulle have at spise til aftensmad. Det blev (ikke overraskende) hendes livret: Spagetti og kødsovs. Olde blev og spiste med, selvom menuen ikke lige var hendes livret.

Agnes overraskes på hendes 5 års fødselsdag

Vi takker for alle gaverne til Agnes. Og en STOR tak til alle dem der huskede hendes fødselsdag.

Agnes ønsker sig….

Da det jo snart er Agnes’ fødselsdag, har vi bedt hende om at fortælle os hvad hun ønsker sig. Hun blev derfor udstyret med et “Fætter BR” katalog og en kuglepen. Hun skulle nu markere alle de ting som hun ønsker sig.

Resultatet: Der er krydser ved stort set ALT i kataloget.

Andet kunne man vel egentligt heller ikke forvendte. Men fordelen er helt klart, at man bare kan købe et eller andet. For det er jo overordentligt sandsynligt at man  rammer noget som hun ønsker sig.

Tivoli Karolinelund

Vi har være en tur i Tivoli Karolinelund i går. Vi har efterhånden været der en hel del gange, men det var tydeligvis en meget stor oplevelse for Johannes denne gang. Han er lige nøjagtig blevet stor nok til at forstå hvor sjovt det er, at prøve de forskellige ting. Ballon-karrusellen, Pedal-helikopterne og de selvkørende veteranbiler var virkelig nogle store oplevelser for ham.

Agnes prøvede en hel masse ting. Hun kigger stadig meget interesseret på alle de “dristige” forlystelser og vil meget gerne prøve dem. Men hun er desværre stadig ikke høj nok. Måske til næste år!?!

Slutteligt skal det tilføjes at Agnes ikke græd i kålormen (det plejer hun ellers!). Johannes fik candyfloss for første gang i sit liv og det var bare et kæmpe hit. Han er bare lidt forfængelig og vil ikke have klistrede eller beskidte fingrer, men det er altså lidt svært at undgå når man spiser candyfloss.

Påskeferie 2007

Fri i 16 dage!!! Det var bare dejligt. Vi har rigtigt haft familie-kvalitetstid og brugt en masse tid sammen med børnene. Når man har fri i så mange dage, har vi benyttet lejligheden til at lave en masse af de ting som vi normalvis ikke når til dagligt.

Svømmehal: Vi har været i Haraldslund svømmehal. Agnes og Johannes elsker simpelthen bare at være i vandet. Det er fuldstændig ligemeget om det er i badekar, stranden eller svømmehallen. De er overhovedet ikke bange for vandet og plasker bare løs. De bliver først gnavne når vi slutteligt skal op af vandet. Agnes har ikke længere behov for at have korkbælte på og bruger kun vingerne når hun skal svømme. Johannes bruger stadig begge dele, da det lige kniber lidt med at nå bunden af bassinnet endnu.

Zoo: Vi har været i Aalborg Zoo. Det var en helt fantastisk dag. Vejret var bare helt perfekt. Og da vi var der på en hverdag, var der næsten ingen mennesker. Vi hyggede og og spiste vores medbragte madpakker udenfor, mens vi sad og kiggede på giraffer og zebraer. Johannes var meget lille da vi var i Zoo sidste, så det var virkelig en stor oplevelse for ham denne gang.

Cykling: Der blev naturligvis også lidt tid tilovers til et par cykelture. Både på mountainbiken og raceren. Søndag d. 8. april var Michael i Rold skov og cykle. Det var 3 grader med en smule regn/slud/sne. Søndag d. 15. april var Michael igen i Rold. Denne gang i strålende solskin og 21 grader. Tænk engang; en temperaturforskel på hele 18 grader indenfor bare én uge.

Agnes gymnastikopvisning 2007 – Eva’s fødselsdag

Lørdag d. 14. april var der afslutning af gymnastiksæsonen for Agnes. Vi var derfor til gymnastikopvisning nede i Gug-hallen. “Moster” Eva og “Farmor” Bodil var med. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag. Vi havde frygtet at Agnes måske ville blive genert og derfor ikke ville optræde, men der var slet ikke nogen problemer. Det kan naturligvis også skyldes at hendes 2 bedste veninder oppe fra børnehaven er på det samme gymnastikhold. Det var ihvertfald meget glade for at se hinanden og “fjantede” løs som kun tøser kan gøre det.

Om aftenen var vi inde til “Moster” Eva’s 42 års fødselsdag. En rigtig hyggelig aften med masser af lækker mad og is. “Olde-bedste” var også med. Det var egentligt imponerende at hun kunne komme helt op på anden sal. Winni og Verner kom også, men da var vi kørt hjem for at “putte” ungerne.

Agnes på camping

Agnes har været på camping med sin veninde Maria. Maria’s forældre har en campingvogn og er fastliggende på “Safari camping” i Rebil. De havde spurgt om Agnes måtte komme med på camping i weekenden og overnatte i campingvognen. Det var vi godt nok meget spændte på. Vi havde faktisk forventet at de ville ringe efter os fordi Agnes måske var ulykkelig. Men vi hørte intet. Og i dette tilfælde var “intet nyt” lig med “godt nyt”. Det var først da de var gået i seng, at Agnes kom til at savne os. Men hun blev trøstet at Maria’s mor. Alt ialt en god oplevelse.

Winni 60 års fødselsdag

“Mormor” Winni har haft en fridag!!! Det er helt fantastisk og meget usædvanligt. Da hun samtidigt lige har haft 60 års fødselsdag, var vi alle blevet inviteret på “Jensens Bøfhus”. Det var en super hyggelig aften hvor vi fik en masse lækker mad. Agnes var meget imponeret af, at der var en soft-ice maskine hvor man måtte spise alt det is man kunne.

Alle er raske!!!

Det er ikke til at tro….. Vi er helt euforiske!!!

Alle i huset er raske. Ja, du læste faktisk rigtigt; ALLE!

Vi var lige ved at tro, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Og det er jo ikke helt uden grund. Siden november måned, er der hele tiden (mindst) en der har været syg. Men lige i dette øjeblik er vi altså allesammen raske, JUBII!!!