Alle indlæg af Michael

Tivoli Friheden

Turen gik til Århus. Nærmere bestemt “Tivoli Friheden”. Vi har godt nok også et tivoli i Aalborg (som også bliver flittigt besøgt), men “Tivoli Friheden” er efter vores mening mere børnevenlig. En masse af de forlystelser som findes til voksne, findes også i en miniature-udgave til børn.

Vi købte tur-bånd til hele familien og de blev flittigt brugt. Det var en super fantastisk dag og vi blev der indtil de lukkede. Derefter gik turen hjem til Aalborg, med to meget trætte og sovende børn.

20080730_1883

Sommervejr og soppebassin

Endnu en dag med dejligt sommervejr. Agnes’ veninde Cecilie kom på besøg og vi fyldte frisk vand i soppebassinet. Ungerne hentede den lille rutschebane fra sandkassen og satte den ned i bassinnet. Og så gik den vilde leg; Op af vandet, rundt om bassinnet og ned af rutschebanen igen! De hyggede sig hele eftermiddagen.

20080729_1771

Aalborg Zoo

Fantastisk sommervejr og vi besluttede at tage en tur i Aalborg Zoo. Vi nød de medbragte madpakker ved savannen hvorefter turen gik til den afrikanske landsby. Agnes fik lavet en flot afrikansk fletning med mangefarvet snor og derefter gik turen til det sted i Zoo som unger glæder sig allermest til … Legepladsen!

Måske er det fordi vi har været i zoo så mange gange, at børnene slet ikke værdsætter oplevelsen af de vilde dyr så særligt meget. Men legepladsen er altid et STORT hit.

20080728_1745

Vandhunde…

Sikke en strand-dag. Vejret var bare helt perfekt. Taskerne blev pakket med madpakker og drikkevarer og så gik turen ellers til en strand ved Hals.

Strandene deromkring er utroligt familievenlige. Der er næsten aldrig nogen vind, man kan gå 500 meter ud i vandet før det nå navlen, der er offentlige toiletter (og bruser til afskyldning) og så er der typisk ikke særligt mange mennesker.

Agnes og Johannes er nogle rigtige vand-hunde. De elsker at være ved stranden (og i svømmehallen). Vi fik plaske i vandet og gravet i sandet og så gik turen hjem igen. Ungerne kunne ellers godt have brugt nogle flere timer derude, men vi (forældre) er lidt bekymrede for sol-påvirkningen.

20080726_1541

Johannes den stakkel!

En ORDENTLIG bokserlæbe, det er hvad Johannes har fået efter at være faldet i børnehaven. Han faldt over et stykke legetøj ude på børnehavens legeplad og knaldede sit hoved (hage/næse/mund) direkte ned i fliserne uden at nå at tage fra med hænderne. Selvfølgelig græd han i noget tid efter at det var sket. Men han er altså en lille sej gut, for der har ikke været et eneste klynk fra ham efterfølgende.

Da det skete i går så han selvfølgelig “farlig” ud (se billede), men det er slet ingenting imod hvordan han ser ud idag (efter at der er kommet sårskorpe på).

Hus renovering

Så fik vi endelig taget os sammen til at få lavet en hel række meget tiltrængte renoveringer på vores hus.

  • Træværket mellem vinduerne på østsiden af huset er blevet erstattet af murværk.
  • En meget stor del af læmuren er blevet revet ned (dårligt håndværk og frostskader) og genopført.
  • Hus og garage er blevet fuget op på ny. Alle fuger er nu trukket frem til forkant af mursten.

Det var samtidigt meningen at vi skulle have skiftet vores vinduer i stuen. Men på grund af en lidt forkludret bestilling, bliver denne del vist udsat til engang næste år.

Rønbjerg feriecenter

Rønbjerg feriecenter kørte en tilbuds kampagne med  med weekendophold inklusiv aftenbuffet. Det var et super tilbud og vi trængte ærlig talt til lidt familie-kvalitets-tid. Så det blev 3 dage i Rønbjerg feriecenter.

Det var en helt fantastisk weekend med bl.a. vandland, bowling, klatre-tårn, gokart, glas-maling og pizza.

Et rigtig stor hit hos ungerne var naturligvis også muligheden for at sove i køjeseng. Vi havde forventet at ungerne ville ligge og snakke hele natten, men de havde simpelthen oplevet så meget og var så udmattede at de faldt i søvn øjeblikkeligt.

20080621_1287